Rønne fB gjorde sin pligt

Københavnsserien

Rønne fB – FK Prespa 3-1 (2-0)

Mål:

1-0: Samir Abdalas (32)

2-0: Chriss Jacobsen (45)

2-1: Jamal Azzam (63)

3-1: Chriss Jacobsen (65)

Tilskuere: 114

Spillet var på det jævne, men udbyttet i top

Der var meget vigtige point i spil lørdag på Rønne stadion nord for Rønne fB. Og heldigvis sluttede det hel pointmæssigt positivt, efter at Rønne fB slutteligt kunne bogføre en 3-1 sejr over FK Prespa.

Kampen blev aldrig det store sus, hvor et hjemmehold med en del nye i 14 mandstruppen, aldrig fandt et stabilt flow i sit spil. Således blev der, trods flere gode tilløb, meget ofte sluteksekveret skidt når den sidste aflevering skulle slåes. Det betød at rytme og flow aldrig indfandt i et opgør hvor Rønne fB trods alt kampen igennem, havde fat i den lange ned af dirigentstokken.

Alligevel skulle man godt en halv time ind i opgøret før hjemmeholdet fik udbytte af overtaget. Et af mange indlæg fra kanten fra Nicklas Harder, blev elegant drejet i mål af Samir Abdalas, og ti minutter senere var opskriften lidt den samme. Denne gang med Nichlas Poulmann som oplægger fra venstre side til Chriss Jacobsen, der takkede ved at lobbe bolden over Prespa spillende træner Sahin Danismaz til pauseføring på 2-0.

Kampbilledet var stort set det samme de sidste 45 minutter. Ikke sindsoprivende scener på banen, og mest af af alt fodbold uden de helt store ideer. Ide var der dog i det gæsternes dygtige tekniker Moussa Ajnne foretog sig i det 63. minut. Da rundbarberede han Rønne fB forsvaret på baglinjen, og serverede på et sølvfad så Jamal Azzam kunne reducere til 1-2.

Det rystede dog ikke hjemmeholdet synderligt, for to minutter senere fangede en fremrykket Nicklas Harder et skidt udspark fra keeper Danismaz, og så kunne Chriss Jacobsen i sikker stil gøre det 3-1 og reelt lukke kampen. For det var herefter som om gæsterne mistede den sidste tro på tingene, og havde Rønne fB kendt sin besøgstid var det helt sikkert blevet til flere scoringer. 

Resten af opgøret blev således lidt lidt på cruise controll for hjemmeholdet,  og det mest oplivende var indskiftningen af de to 16 årige debutanter Valdemar Finsen og Lasse Svendsen, der begge fik en fin debut. Førstnævnte var endda tæt på en debutant scoring, men måtte se sin  velkvalificerede afslutning fra distancen, kurs trekantssammenføjningen, blive reddet til hjørne af en årvågen Sahin Danismaz i Prespa målet.

Bedst hos Rønne fB var for anden kamp i streg Mads Bonde, der som anfører fra sin defensive midtbane position spillede med et godt overblik. Også roser til rutinerede Nichlas Poulmann, der sammen med Nicklas Harder løb mange meter for sit hold.

Med sejren og som rundens øvrige resultater formede sig, spillede Rønne fB sig op på en aktuel 8. plads i serien, der her med tre runder tilbage forsat er pivåben hvad angår nedrykninger. I dette spil venter der Rønne fB tre svære kampe mod KFUM og Tårnby FF ude, samt B1903 hjemme.

Se TV2 Bornholms reportage fra opgøret > HER

Se Pia Hersilds billeder fra opgøret >HER