”Det Lille Lokalopgør” lørdag

Rønne fB skal op mod vennerne fra PI Fodbold.

Der er dømt ”Lille Lokalopgør” lørdag når Rønne fB på udebane skal op mod PI Fodbold. Opgøret er lidt af prestigeopgør, idet der på PI mandskabet er mere end en håndfuld tidligere Rønne fB og NB Bornholm spillere, hvilket helt sikkert tilfører et ekstra krydderi til kampen.

PI Fodbold er, sammen med topholdet KFUM, Københavnsseriens positive overraskelse denne sæson. Holdet har længe været en del af den absolutte oprykningskamp, men måtte med nederlaget i den forgangne weekend mod NB Bornholm nok se muligheden for oprykningskampe som værende forpasset. Til hjemmeholdets undskyldning, så var holdet til NB Bornholm opgøret voldsomt afbudsramt, hvilket sætter NB Bornholm nederlaget lidt i relief.

Et PI Fodbold mandskab i normal forfatning er gift for alle hold i Københavnsserien, for mandskabet er både på og udenfor kridtstregerne dygtige. Med ambitiøse Mikki Nielsen på trænerbænken, har holdet således en dygtig og altid velforberedt general, der med sit store kendskab til holdene i Københavnsserien (inkl. især Rønne fB) helt sikkert får lavet et spændende oplæg til sit hold.

Rønne fB måtte i den forgangne weekend konstatere at træerne ikke vokser ind i himmelen. Efter en godkendt indsats mod KB (5-1), faldt holdet tonstungt sammen i udebaneopgøret mod IF Føroyar, der slutteligt kunne bogføre en 6-3 sejr. I opgøret var Rønne fB svært uskarpe i rigtigt mange situationer, og gjorde derfor selv sit til at det blev til meget dumt pointtab. Nu gælder det så PI Fodbold, og hvis De Sorte Helte ikke stepper op, og får fuldt fokus på opgøret, kan det godt ende grimt.

Omvendt så har Rønne fB på sine bedste dage, et ganske højt KS niveau, og kan holdet finde dette frem lørdag, ja så kan det blive et rigtigt seværdigt og spændende match. Og ligesom PI træner Mikki Nielsen, så har Rønne fB træner Matthias Jensen et særdeles godt kendskab til PI mandskabet, hvor mulige startere som bl.a. Svend Iversen, Christian ”Snøvs” Jensen, Mathias Dam, Michael ”Kvikke” Nielsen, Jannik Olsen, Jakob Juulsen og Kion Funk alle tidligere har været under cheftrænerens kommando.

Opgøret på Rønne stadion nord i efteråret sluttede med knusende PI Fodbold sejr på 5-2, så der er virkelig basis for en Rønne fB revanche. Se målene fra opgøret > HER

Der er kampstart lørdag den 11. maj kl. 15.30 i Valby IP, Opvisningsbanen.