Ikke fuldt ud tilfreds

Træningskamp

Rønne fB - Midtbornholm 1-0

Målscorer: Chriss Jacobsen

Cheftræner så forbedringspotentiale efter torsdagens træningskamp.

Mathias Jensen: - Vores kamp i går var den dårligste af de vi indtil videre har spillet. Midtbornholm stod godt og kompakt langt tilbage på banen, de var hårde i duellerne og vi fik aldrig vores spil til at flyde. På dagen spillede vi som hold for langsomt, var for dårlige til at få vendt spillet og når vi var i vores ønskede positioner, så fejlede de tekniske ting desværre for mange gange.

 - Efter at have evalueret kampen, så mener jeg dog at vores positionering offensivt gjorde til at vi gjorde det svært for os selv. Vi gjorde det simpelthen for nemt at være Midtbornholm forsvarer,  og det skal vi arbejde med, for de tekniske færdigheder ved jeg at spillerne besidder.

På spørgsmålet om indsatsen på banen krævede en opsang efterfølgende, svarede Mathias Jensen: - Jeg har ikke været særlig hård ved drengene efter kampen, da jeg udmærket godt ved at ting tager tid. Vores fokus i opstarten har helt indtil nu været fundamentet på holdet, hvilket selvfølgelig har fyldt utrolig meget og det har naturligvis kostet på den offensive del. Så med det in mente er jeg stadig fortrøstningsfuld, da jeg er overbevist om at tingene kommer til at fungere når vi kommer til at arbejde med den del.

- Defensiven synes jeg så småt er ved at være på plads, så jeg glæder mig til at møde Virum fra Danmarksserien hvor fundamentet virkelig kommer på prøve. På dagen manglede vi lidt nogle "dumme svin" som kunne ruske op i drengene verbalt, én af dem der gjorde det var Michael "Kvikke" Nielsen som var vores bedste mand,  sammen med Jannick Andersen.

Allerede førstkommende lørdag den 6. marts kl. 14.00 på kunstgræsset Rønne Nord, skal Rønne fB på den igen, og for sidste gang i vinteropstarten gælder det seriekollegaerne fra NB Bornholm.